Nordkorea

Historien om flugten fra Camp 14

 

Shin er opvokset i Camp 14, da straffesystemet i Nordkorea gør det muligt at straffe kriminelle i flere generationer. To brødre til Shins far var flygtet til Sydkorea, og derfor blev Shins far taget til fange. I fængslet fik faderen, som en af de få i lejren, tilladelse til samkvem med en kvindelig fange, og de fik sammen to drenge, hvor Shin var den yngste. Indtil Shin flygtede i 2005, var hårdt fysisk arbejde, tæsk fra lejrvagterne og ikke mindst sult en del af hverdagen. En dag hører Shin sin mor og storebror planlægge en flugt fra lejren. I Camp 14 bliver familiemedlemmer, til personer der forsøger flugt, henrettet, og derfor vælger Shin at angive sin mor og bror til lejrvagterne for at redde sit eget liv. 

 

Shins mor og bror bliver senere henrettet fordi de ville flygte. Shin og hans far bliver som straf for moderens og broderens planer om flugt, hver for sig, indespærret og tortureret 7 måneder i en kælder. Da han bliver løsladt fra kælderen, bliver han tildelt et job på en tekstilfabrik i Camp 14. På fabrikken bliver han venner med en 40-årig fange ved navn Park. Park fortæller Shin om livet uden for hegnet og om alt den mad, som Shin aldrig har smagt. Shin har, indtil han flygter, udelukkende spist korn og kålsuppe, samt rotter og insekter som han og hans jævnaldrende fangede, når sulten blev for stor. Mad er mere end noget andet, hvad der motiverer Shin til at flygte.

 

Shin flygter fra camp 14 og Nordkorea, han får en smule hjælp fra Park han var sammen med på arbejdslejren.

De aftaler at de skulle flygte fra lejren og derefter fra Nordkorea.

De flygter sent om natten og de kommer til et stødhegn hvor de løber igennem men da Park først løb ind i hegnet døde han imens Shin kom over skadet næsten bevidstløs. Hvis Park ikke havde gået først ville han været død i stedet for Park. Efter han var kommet igennem hegnet løb han og løb til han støttede på nogle togskinner hvor han fulgte med dem hen til en by hvor han pludselig ikke kunne genkende det sted han var før. fordi folk kunne grine og smile sammen.

da han fik vandret lidt rundt i byen fandt han så en lade hvor han lagde sig ind og sov. Efter dagene gik havde han slået sig til en gruppe tyve hvor han fik stjålet mad med dem for at få noget at spise. Og en dag tog han og begik indbrud i et hus hvor han fandt nogle kiks, smøger og noget tøj  som godt kunne ligne vagternes tøj fra lejren som han var fanget på. han beslutede sig for at endelig at flygte fra landet nu hvor han har nogle ting til at kunne få sig ud af landet med. da han var nået til udkanten af Nordkorea stødte han på en hel masse vagter der skulle holde borgere ude fra området. men da shin lignede en vagt og kunne forholde sig rolig og når de skulle til at spørge om id, fik de ingen chance når han tilbød dem et par kiks og en smøg og så gik han videre til han kom til den sidste vagt som var ung og var sulten. han viste ham vejen over til kina. Og så endelig lykkedes det ham at flygte fra landet.

 

Shin pilede op ad flodbredden, han var nået til Kina. Han gemte sig hurtigt ved synet af to grænsevagter der kom gående, efter de havde passeret fik han øje på en klynge huse, han løb hastigt gennem en frossen mark for at nå derover. Efter et større antal af beboerne havde bedt Shin om at forsvinde fandt han til sidst et hus. En ældre bonde lukkede ham ind og lod ham arbejde for 60 cent eller 5 yuan om dagen som svin røgter. I de næste par måneder spiste og boede Shin godt, han fik købt antibiotika til hans brandsår og fik 3 måltider hver dag. Frygten af deport til Nordkorea eksisterede stadig i Shins verden. Shin blev tilbudt at blive kørt op til en anden bonde som kunne bruge arbejdere da Shin sagde op.

 

I de næste 10 måneder blev shin på farmen i bjergene hvor bonden havde efterladt ham, hans sår helede og han lærte lidt Kinesisk. Han brugte masser af tid på radioen, han lyttede til militære provokationer og politiske standpunkter de omringende lande havde. Da han stoppede med at arbejde der fik han udbetalt sin løn, men han var blevet snydt da han fik mindre end lovet. Som afskedsgave gav bestyren ham et kort og kørte ham til busstationen. At rejse var let i Kina da han faldt godt ind. under hans rejse spurgte han i mange kirker om de ville give ham mad eller penge men ofte blev han afvist.

 

Han stoppeded i en by kaldt Hangzhou hvor han henvendte sig til en restaurationsejer for at søge arbejde, han blev ansat. Efter 11 dages hektisk arbejde sagde Shin op, modtog hans løn og tog afsted igen. På et busstoppested i Shanghai skimmede Shin et blad med navne på restauranter hvor man talte Koreansk, han blev henvist til en mand inde på restauranten af servitricen. Denne mand virkede mere og mere interesseret i Shins rejse, og det gav også mening da han fik at vide at han var en Shanghai baseret korrespondent for Sydkoreansk media. Journalisten fik fat på en taxa og tog Shin med til den Syd koreanske Konsulat, da de nåede ind  fik Shin nyt tøj og kunne tage  bad dagligt  mens hans papirer blev ordnet så han endelig kunne rejse til SydKorea.

 

Da efterretningstjenesten var færdig med at stille Shin spørgsmål på konsulatet, henvendte han sig til Hanawon “Enhedens hus”, under 3 måneders ophold lærer NordKoreanske afhoppere om deres rettigheder og SydKoreanske lovgivning ligesom at de tager på småture til butikscentre, metroer og banker. Alt gik godt for Shin i de næste par måneder indtil at han begyndte at få mareridt der var så slemme, at han droppede ud af sine kurser og ikke spiste. Skyldfølelse var over ham. Da Shins mentale tilstand forværredes, besluttede lægerne på Hanawon, at Shin havde brug for en særlig behandling og overførte ham til den psykiatriske afdeling hvor han tilbragte 2 måneder. Noget af tiden i isolation og det meste på medicin, han begyndte at skrive dagbog da mareridtene langsomt tog af. Shin kan ikke huske meget fra hans hospitalsophold bortset fra mareridtene der langsomt forsvandt. Da han blev udsendt fik han en lejlighed i en nærliggende by som han brugte det meste af sin tid inde i, han ville finde sin ældste onkel Shin Tae Sub som fik hans familie sendt til camp 14, da han flygtede under Korea Krigen. Da det blev kendt i Seoul at han var den eneste flygtning fra en politisk fangelejr i Nordkorea blev han opsøgt af mange menneskerettigheds aktivister omkring hans flugt og opvækst i lejren.

 

Shins penge var ved at løbe ud, han frygtede at han ville ende som hjemløs ved hovedbanegården da han ikke fik flere penge af staten  mere. Hans bog havde ikke solgt nok til at tjene på, da SydKoreanere simpelthen bare ikke var interesseret nok til at købe dem.

Nordkoreanere bliver betragtet som dumme bondeknolde hvis kaotiske land er for dårligt til at støtte. Derfor valgte Shin at flytte til USA, nærmere Californien.

 

I et år var Shin blevet sendt ud af liNK til at holde foredrag for Korean-Amerikanere om hans liv og hans flugt fra camp 14. Det meste holder han dog tilbage under de fleste af foredragene da det piner ham at snakke om det. Han nægtede også at tage imod hjælp fra koreansk talende psykoterapeuter. Han ville ikke melde sig til kurser, der kunne give ham en eksamen på high school-niveau. College kunne slet ikke komme på tale.

 

Han have et ‘’tomt rum’’ inde i hans krop, han kunne ikke være glad mens folk sad i lejre, han opfattede lykke som egoisme. Shin begyndte dog at små snakke og pjatte på kontoret med de andre ansatte hos LiNK. Han bad altid om at få det samme arbejde som de andre på kontoret. Han fik ofte raserianfald og det kombineret med at han rejste tilbage til SydKorea  et par uger hvert år gjorde at hans integration ikke var vellykket.

 

Epilog:

 

I februar 2011, nogle få dage efter hans brud med LiNK, flyttede Shin til Washington. Hans pludselige flytning til Washington overraskede Blaine, altså forfatteren. De var nu blevet naboer. Blaine fik lov til at gå ind i Shins mørkeste hjørner.